Fællesbyg skudt i gang for Vores Steds bevillingsmodtagere
I foråret 2025 afholdte vi første fællesbyg, som er en eksklusivt workshop for de fællesskaber, der har fået tildelt et mødested i første ansøgningsrunde. Den 26. april samledes 30 fællesskaber og omkring 60 deltagere hos JDH Byg i Aarhus til en dag, hvor rå byggematerialer, genbrugskoncepter og arkitektoniske overvejelser blev præsenteret side om side med hands-on workshops ledet af erfarne håndværkere og projektudviklere. Dagen blev rundet af med Realdanias jubilæums-øl i det dejlige solskinsvejr samt et afsluttende fællesbillede, som sammen gav mulighed for nye relationer og idéudveksling blandt deltagerne.
Den 3. maj gentog vi succesen hos INSP i Roskilde. Her dykkede vi igen ned i hele processen fra råmateriale til færdigt hus, mens deltagere fik mulighed for sparring med både arkitekter og håndværkere om drift, vedligehold og lokal forankring. Kaffe, kage og gode samtaler omkring bordene gav både inspiration og et styrket netværk på tværs af fællesskaberne.
Fællesbyg afholdes to gange om året, efter at tildelingen af mødestederne er offentliggjort, og samler både dem med allerede opnåede byggetilladelser og dem, der stadig afventer svar på deres byggeansøgning. Formålet er at klæde alle fællesskaber godt på til at tage det næste skridt i byggeprocessen – og samtidig sikre, at de nye fælleshuse bliver levende samlingspunkter for aktiviteter som lektiecafé, kreative workshops og jam-aftener.
Drømmer I også om et mødested?
Fællesskaberne har fået mødestedet gratis af Realdania i anledning af foreningens 25-års jubilæumsindsats Vores Sted. Her uddeler Realdania i alt 150 mødesteder til fællesskaber og foreninger overalt i landet.
Indtil videre har 60 fællesskaber fået tilsagn om et mødested, og de næste mødesteder i rækken er ved at blive opført i Thisted og Lemvig.
Drømmer I også om at få et sted, hvor I kan samles i jeres lokalområde, kan I stadig nå at være med. Vi offentliggør 3. ansøgningsrunde senere på året.
Se billeder fra Aarhus og Roskilde i galleriet nederst på siden.