40 fællesskaber får nu deres eget mødested: Se hvor i landet

Det er nu afgjort, hvilke fællesskaber der får et mødested i den sidste runde af Realdanias store fællesskabs-indsats Vores Sted. De 40 fællesskaber, der nu kan se frem til at få et mødested, er udvalgt blandt 410 ansøgere.

Realdania har en ambition om at styrke de fysiske rammer for de mange fællesskaber rundt om i Danmark. Derfor lancerede den filantropiske forening i 2024 indsatsen Vores Sted, hvor foreninger og andre fællesskaber har kunnet søge om et mødested.

Nu er der sat navn på, hvilke 40 fællesskaber der får tildelt et mødested i den tredje og sidste ansøgningsrunde i Vores Sted. De 40 modtagere tæller blandt andet en jagthundeklub på Djursland, et beboerdrevet cykelværksted i Silkeborg og beboerne på et asylcenter i Vesthimmerland.

I de tre ansøgningsrunder har Realdania modtaget i alt 1.667 ansøgninger.
”Der har været en enorm efterspørgsel på at få et mødested. Det sender et klart signal om, at danskerne gerne vil fællesskabet, men at man mange steder godt kunne bruge nogle bedre fysiske rammer til at dyrke det,” siger Nina Kovsted Helk, der er administrerende direktør i Realdania.

Fællesskaberne har kunnet ansøge om fire forskellige fælleshuse og åbne pavilloner, som er udviklet specifikt til Vores Sted. Husene kan indrettes og bruges til mange forskellige aktiviteter – f.eks. et værksted, hvor man kan mødes og bruge hænderne, og en naturbase, hvor man kan mødes om livet i det fri og opbevare grejet.

”Der findes masser af fællesarealer rundt om i Danmark. Men der er brug for mere end en tom græsplæne, hvis vi som samfund skal lykkes med at skabe gode rammer for spontane møder og det liv mellem husene, der er så vigtigt for vores livskvalitet. Og selv om alle mødesteder i Vores Sted nu er uddelt, kommer vi selvfølgelig til at have den store interesse for mødesteder med i overvejelserne, når vi planlægger nye indsatser,” siger Nina Kovsted Helk.

Værdifulde erfaringer om genbrug af byggematerialer
I alt 150 mødesteder er blevet delt ud i løbet af de tre ansøgningsrunder i Vores Sted. Foreløbig er 35 bygget færdigt, mens 10 lige nu er i gang med at blive opført. Resten vil blive bygget i løbet af 2026 og 2027.

Mødestederne er primært opført i genbrugs- og overskudsmaterialer – blandt andet med træ fra nedrevne minkfarme. En del af formålet med Vores Sted har således også været at skabe nogle erfaringer med, hvordan man kan bygge med genbrugsmaterialer i større skala.
”Det særlige ved Vores Sted er, at vi bygger det samme enkle træbyggeri 150 gange på kort tid. Det gør projektet ideelt som testcase for effektivisering af cirkulært byggeri. De erfaringer, vi har fået, vil vi dele med byggebranchen, så Vores Sted på den måde kan bidrage til at trække byggeriet i Danmark i en mere grøn retning,” siger Nina Kovsted Helk.

Vores Sted er en indsats, der blev sat i gang som en del af Realdanias 25-års jubilæum i 2025. Med jubilæet satte Realdania fokus på livskvalitet og fællesskaber og udgav også bogen Vores Livskvalitet, der formidler en af de største undersøgelser af danskernes livskvalitet nogensinde. En af pointerne her er netop, at de små møder i hverdagen er en stor kilde til livskvalitet.